Job & Karriere

Automatiktekniker- og elektrikerelever

Er du klar til at kickstarte din karriere?

Brænder du for el, teknik og maskiner? Kunne du tænke dig en spændende fremtid i en global mejerivirksomhed? Så er en elevplads i Arla måske det perfekte match for dig.

Som automatiktekniker- eller elektrikerelev i Arla bliver du ekspert i topmoderne produktionsmaskiner, hvor du får hjemmebane i hele produktionsprocessen. Dine nærmeste kolleger bliver mekaniske og elektriske specialister, og sammen med dem vil du være med til at sikre, at mejeriets produktionsudstyr og anlæg fungerer optimalt.

Arbejdsopgaverne vil spænde vidt, så vi kan sikre dig en afvekslende og spændende arbejdsdag. Allerede fra den første dag vil du få et stort ansvar, hvor dine dygtige kolleger og ledere vil støtte dig igennem hele dit uddannelsesforløb.

Dit uddannelsesforløb

I din elevtid veksler du mellem skoleophold og praktik på ét af vores 21 mejerier i Danmark. Længden af din uddannelse afhænger af din alder og erfaring, men som udgangspunkt tager den mellem 4-5 år, og du får løn under hele uddannelsen. Når du er på skoleophold, har du mulighed for at bo på skolehjemmet, medmindre du har mindre end 5 kvarters kørsel til skolen. Det giver masser af muligheder for faglig fordybelse og sociale relationer.

I Arla har vi valgt at samle alle vores automatikteknikerelever på Mercantec i Bjerringbro og vores elektrikerelever på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten.

Vil du vide mere om uddannelserne? Læs her om automatikteknikeruddannelsen på Mercantec og om elektrikeruddannelsen på Den jydske Haandværkerskole.

Begge uddannelser giver gode jobmuligheder, hvor mulighederne for en karriere i udlandet også er til stede. Klarer du dig godt under din uddannelse, vil der også være gode muligheder for videre ansættelse hos Arla. Her vil vi naturligvis støtte op om din videre faglige udvikling og dygtiggørelse.

 

 

Er du klar på udfordringer?

For at blive en del af holdet forventer vi, at du fra din folkeskoleafgangsprøve minimum har karakteren 02 i hhv. dansk og matematik. Da alsidigheden i dine arbejdsopgaver er nødvendig for at få anlæggene til at køre optimalt, er det vigtigt, at du er fleksibel og har en god evne til at lære nyt. Derudover, skal du være ansvarsbevidst, en teamplayer og være klar på udfordringer.

Ansøgning og kontakt

Vi søger løbende nye elever inden for automatik og el og ansætter ca. 10 elever årligt. Lige nu søger vi en Automatikteknikerelev på Nr. Vium Mejeri. Se mere her

Er du interesseret i elevstillinger på andre mejerier, anbefaler vi dig at holde øje med denne side, hvor alle ledige stillinger vil blive slået op.